Formandens beretning

Formandens beretning v. Oscar Emil Brügger

Kære generalforsamling,

Som mine medmedlemmer i alumniudvalget ved, så kan jeg godt udfylde mange sider med tekst hvis jeg får lov, men jeg skal nok forsøge at holde mig til det essentielle i dag.

Normalt ville jeg jo have rejst mig op blandt en stemningsfuld forsamling på Store Kannikkestræde, og kigge ud på et publikum alle fint klædt på. Alle med et glas filur i hånden, og ventende på den efterfølgende gallafest. Men som så meget andet, så skulle det ikke være sådan i år.

Og jeg vil gerne igen byde velkommen til den nye årgang, DØK ’20, hvis nogen skulle være kommet i dag til generalforsamlingen.

Starten på året indeholdte et møde cirka hver måned, og stort engagement fra hele gruppen. Vi afholdte den første af flere planlagte arbejdsdage, hvor vi fik ideudviklet ift. arrangementer og udført arbejde i stedet for at delegere det til senere tidspunkter. Der var udkast til så meget som 11 forskellige arrangementer, hvoraf nogle blev kombineret, og endnu et arrangement foreslået og arrangeret af personer som ikke sad i alumniudvalget. Stort set alle af disse, skulle have været afholdt i løbet af året.

Bjarke Ingels nye svar på en dansk udgave af alperne blev afprøvet i starten af året, i arrangementet DØK Skibakke. Ikke lang tid efter, så blev der igen i år afholdt burgerspisning i forbindelse med den sidste dag på BOSSK ugen. Uden at nogen af os vidste det, så skulle de vise sig at blive sidste gang vi fik lov til at afholde et arrangement i en god rum tid.

Da støvet fra Coronaens indtog i Danmark havde lagt sig, afholdte vi et udendørs møde med behørig afstand. Vi aftalte at ting stadig kunne gennemføres, så året Lønstatistik igen blev udsendt og gennemført i en udførlig rapport – om end den lige blev lidt tid forsinket.

Landet åbnede mere op igen, men ift. budgettet havde vi selvfølgelig ikke kunne følge det vedtagne budget, da arrangementerne simpelthen havde været for få. Vi besluttede at fokusere på at afholde arrangementer i formater, som var forsvarlige, og gøre dem så billige som muligt for de deltagende.

Det første som var muligt, var endnu en udgave af DØK Kroket, en varm sommerdag i juli. Her kunne man mærke at folk havde savnet arrangementer og hinanden, da der blev sat deltagerrekord. Ikke færre end 20 personer deltog.

Der var i forbindelse med den gradvise åbning af samfundet også grobund for den gradvise afholdelse af vores planer. Sensommeren og efterårsstarten blev fyldt med events-gengangere såsom Båd og Burger, men også nye arrangementer fandt vej.

Første udgaver af Cocktailkursus og Kutkut blev gennemført. Cocktails blev fremstillet på No Stress kort tid efter påbuddet om brugen af mundbind på restaurationer – således var alle bag baren med værnemidler og sprit, i mere end én form. Kutkut er det legende navn på det første arrangement i DØK-regi med fangsgaranti. En båd blev prajet fra Nordhavn og kursen sat mod en hyggelig lørdag eftermiddag, hvor alle ombord kom fra borde med aftensmad.

Alt i alt må det siges, at sommerens åbning af samfundet lagde fundamentet for en opblomstring af alumnis aktiviteter. Dog holdt det ikke vand helt til mål, og årets to sidste arrangementer måtte lide samme skæbne som forårets arrangementer – deraf også Galla anno 2020. Dog kommer vi stærkt tilbage næste år, hvor det meste af det tabte forhåbentlig kan indhentes!

Der er allerede taget de første spadestik til udformningen af en speciel alumni-skitur startende i 2022, med alt det luksus det sommer kommer til at inkludere, og en helt speciel ølbowling-turnering, som jeg desværre ikke kan løfte meget af sløret for nu – men som uden tvivl vil være noget, som kommer til at fylde over den kommende år.

Dog bliver det uden mig som forperson for alumniudvalget, da jeg har valgt ikke at genopstille til denne position. Jeg har dog ingen tvivl omkring at der nok skal være en meget kompetent person eller to, som har lyst til at overtage dette ansvar. Så her til slut vil jeg sige tak for det forgange år og alt hvad det har bragt med sig – både af udfordringer og glædelige tider med jer. Jeg håber meget på snarest muligt, at kunne se jer in-person til et forrygende arrangement.

Skål!